Artikel: Accept og Mindfulness
Hvor stammer begrebet “accept” fra?
Begrebet accept og mindfulness er tæt knyttede til hinanden. Etymologisk stammer begrebet ‘accept’ fra det latinske ord ‘acceptare’, betydende ’velvillig til at modtage’ eller ’at modtage godkendende’ (Williams & Lynn, 2011).
Hvorledes anvendes begrebet accept?
I den moderne psykologi benyttes begrebet accept på fire forskellige måder: a) positiv modtagelse, hensyn eller godkendelse; b) at tage eller modtage noget som værende ønskeligt, tilfredsstillende eller en fordring, eller en pligt; c) acceptabilitet; d) samstemmende eller troende holdning. I det socialpsykologiske felt taler nogle bl.a. om social accept ift. individers accept af gruppenormer, andre om virkningerne af at være, eller ikke være, socialt accepteret af andre. Begrebet bruges dog også, i den kliniske psykologiske forskning, til fx at vurdere en sindslidende patients villighed til at modtage psykiatrisk, medicinsk eller psykologisk intervention.
Germer (2005) definerer accept som følgende:
“Acceptance is an extension of non-judgment. It adds a measure of kindness or friendliness. (…) From a mindfulness perspective, acceptance refers to the willingness to let things be just as they are the moment we become aware of them – accepting pleasurable and painful experiences as they arise. Acceptance is not about endorsing maladaptive behavior. Rather, acceptance precedes behavior change.”
Accept betyder altså at anerkende det der opleves i et givent øjeblik, som det det er. Dette betyder ikke at man ikke skal handle eller lade sig behandle som en ‘dørmåtte’. Selv hvis man lader sig behandl som en dørmåtte, kræver det faktisk accept af , at det er det der sker, førend man kan ændre på dette. Accept er derfor første skridt henimod transformation.
Accept – en del af mindfulness
Denne måde at anskue begrebet ‘accept’ er tydeligt præget af den mindfulde tilgang. Accept og mindfulness er derfor gensidigt afhængige af hinanden. Germers (2005) definition indeholder desuden opmærksomheden på nuet som den ikke-dømmende tilgang. Accepten omhandler følelser, tanker og erfaringer, men, som nævnt tidligere, ikke nødvendigvis utilpasset adfærd. Accept omhandler fx ikke at skulle acceptere en andens adfærd, men at individet anerkender, accepterer og rummer, det der er (Germer, 2009). Evnen til accept medvirker til, at man bliver bedre i stand til at handle konstruktivt, i modsætning til at være reaktiv eller passiv, i udfordrende situationer.
De fem stadier til accept
Vejen mod accept er ifl. Germer (2009) præget af fem stadier: Det første stadie, ’Aversionsstadiet’, er præget af aversion mod det lidende aspekt. Modstand mod at tilnærme sig det lidende aspekt viser sig ved undgående adfærd og ruminering.
Ruminering betyder ”at tygge drøv” og er udtryk der bruges i psykologien til at beskrive tankemylder, specifikt i forhold til tanker der omhandler erindringer og/eller tanker der er præget af selvbebrejdelser.
Aversion vil over tid forvandle sig til en nysgerrighed, ’Det nysgerrige Stadie’, mod ubehaget og en begyndende nysgerrighed. I det tredje stadie udfoldes evnen til at udholde det emotionelle ubehag, heraf kaldes dette stadie også for ’Tolerance-stadiet’.
Idet tolerancen mod ubehaget vokser, vil man nå til det fjerde stadie, nemlig ’Stadiet af Tilladelse’, hvor individet bliver i stand til at lade ubehagelige følelser komme og gå uden at fæstne sig ved disse.
Det sidste stadie er præget af evnen til at finde værdi i det erfarede ubehag (ibid.). Dette er ikke en lineær proces, men ofte en cirkulær proces, der bør følge den naturlige individuelle rytme hos den praktiserende. Et eksempel kunne være følelsen af sorg. Jo større sorg, jo længere tid vil det tage at bevæge sig igennem de forskellige stadier.
Radikal accept
En del mindfulness orienterede klinikere, benytter det der kaldes ’radikal accept’ som en del af deres praksis (Germer, 2005), hvilket understreger hvor altomfavnende tilgangen til accept kan være. Accept og mindfulness handler ikke om at blive perfekt, men handler om at man fremmer forståelsen af at man er perfekt præcist som man er.
Begrebet ’accept’ er et nødvendigt delelement i udviklingen af såvel medfølelse, som selvmedfølelse. Det at beslutte sig for at fokusere på ubehag, er ikke en selvfølgelig adfærd, og modstand og aversion mod dette er naturligt. Ikke desto mindre er dette krævet for at blødgøre modstanden mod at fokusere på smerten (Germer, 2009).
(Artiklen “Accept og mindfulness” er skrevet af Aut. Psych. Helena Lycke Artland den 27/9 2017, © Lycke Psykologpraksis)
Litteratur:
Germer, C. K. (2005): Mindfulness: What is it? What does it matter? I Germer, C. K.; Siegel, R. D. & Fulton, P. R. (Eds.), Guilford Press
Germer, C. K. (2009): The Mindful Path to Self-Compassion – Freeing Yourself from Destructive Thoughts and Emotions; The Guilford Press NY; US
Kabat-Zinn, J. (2007)(2nd edit.). Lige meget hvor du går hen er du der – At leve med fuld opmærksomhed; Borgen
Williams, J. C & Lynn, S. J. (2011); Acceptance: An historical and conceptual review; Imagination, Cognition and Personality; Vol. 30(1)
