skip to Main Content
Kognitiv Psykolog Lyngby - Lyngby Hovedgade 39, 2 t.h. - 2800 Kongens Lyngby

Klinisk hypnose som terapiform

 

Hypnosen er en valgmulighed, skulle du f.eks. ønske at slippe præstationsangst, stress eller angsttilstande, men kan også være særligt behjælpelig i forbindelse med søvnproblemer.. Du har mulighed for at optage selve sessionen evt. på din mobiltelefon og få den med hjem til brug i de mellemliggende perioder, indtil vi har næste session. Hvis du ønsker et lidt mere nuanceret syn på hypnose end det oftest gives i medierne, så læs gerne videre nedenfor.

Hypnose har gennem tiden og er desværre stadig omgærdet af en vis mystik. Film og andre mediefremstillinger, er ofte præget af at fremstille den som et redskab, der kan eliminere din evne til at tage bevidste beslutninger. Dette er imidlertid en helt fejlagtig antagelse. På siden her vil du få et overblik over den historiske baggrund, men også et overblik over, hvad videnskaben kan fortælle om dens effekt på hjernen og hvad dette betyder. God fornøjelse med læsningen.

De suggestioner der benyttes i sessionen er sætninger vi sammen aftaler der skal være tilstede. Dette er især vigtigt, da dine ord og forståelsen af dem er det der skal bidrage til en positiv forandring og din hjerne forstår naturligvis dit sprog bedst. Der er mange fordele ved at arbejde med det ikke-bevidste sind. En af dem er, at det er en fantastisk dejlig, uanstrengt og behagelig terapiform. Alt du skal fokusere på er at slappe så meget af som muligt. En anden fordel er at du kan fortsætte med det på egen hånd derhjemme.

Kommer du så i hypnose første gang? De fleste gør. Sagen er dog den, at hvis du ikke vil, ja, så sker det heller ikke. Ingen kan tvinges, lige så lidt som man kan tvinge nogen til at være oprigtig glad. Skulle du ikke komme i hypnose under vores session, så er det ikke noget problem, da du jo så har en optagelse med hjem og kan fortsætte med at lytte til den selv.

Hvis du ønsker en session kan du kontakte psykolog Helena Lycke Artland på tlf.: 93 94 45 00

De fire hjernebølger

Mennesket besidder, ift. vores nuværende viden, fire forskellige hjernebølgefrekvenser, der alle kan måles med EEG. Hjernebølger måles i cyklusser per sekund (Hz). De er i konstant bevægelse og din adfærd, dine tanker, dine følelser og din krop reguleres af dine hjernebølgefrekvenser, så længe du ikke forsøger at påvirke dem bevidst.

Hypnosens Historie

Kendskabet til hypnose kan spores helt tilbage til omkring nogle tusind år f. kr. i Grækenland og Egypten, hvor der på en papyrusrulle er fundet beskrivelser af hypnose og tilhørende suggestioner. Hypnose, der også kan betragtes som en trancetilstand blev anvendt af shamaner, religiøse ledere eller medicinmænd.

Selve ordet hypnose kommer af det græske ord ’Hypnos’, der var navnet på søvnens Gud. Det var den engelske læge James Braid der navngav fænomenet tilbage i 1804. Navnet viste sig desværre at være meget misvisende idet hypnose er en tilstand, hvori man som oftest er helt bevidst og fokuseret nærværende.

Den nuværende anvendelse af hypnose kan føres tilbage til Sigmund Freud (1856-1936) og Carl Gustav Jung (1875-1961). Det var især Freud der var af den overbevisning, at det via hypnosen var muligt at nå ind til informationer i det han benævnte det ubevidste, en terminologi der giver udtryk for lagret stimuli der ikke er tilgængeligt i en almindelig dagsbevidsthedstilstand.

Hypnoterapien fik med den amerikanske psykiater Milton H. Erickson (1901-1980), der havde speciale i medicinsk hypnose og familieterapi, endelig en teoretisk baggrund. Erickson er desuden også kendt for at have haft indflydelse på udviklingen af Neurolingvistisk Programmering (NLP).

Hypnose er i dag en anerkendt terapiform i USA og bliver bl.a. anvendt såvel i terapi, men også som anæstesi på hospitaler.

Hypnose – Et hverdagsfænomen

Hypnose er en hel naturlig menneskelig tilstand, der afspejler en bestemt frekvens i hjernebølger. Som udgangspunkt befinder børn sig, fra 0 til 7 årsalderen, i en naturlig tilstand af hypnose. Når du dagdrømmer, er i egne tanker eller falder i staver, er det ligeledes en hypnotisk tilstand.

Hypnose er også en naturlig tilstand vi befinder os i lige før og efter søvnen. Ikke mindst kan man opnå en hypnotisk tilstand når man mediterer, lytter fokuseret til musik, foredrag osv. eller når man har autopiloten på. Vi kender derfor i virkeligheden alle til trancetilstanden i hypnosen, men anvender den sjældent bevidst. Herved misser vi faktisk chancen for at skabe transformation i det ikke-bevidste sind.

Hjernebølger og bevidsthedstilstande

  1. Beta hjernebølger

    (12 – 30 Hz)

Dette er hjernebølger der repræsenterer den vågne tilstand og er derfor forbundet med en normal vågen bevidsthed. Man er i en tilstand af årvågenhed og koncentration. Derudover har man adgang til logikken, planlægning og et kritisk ræsonnement. Disse bølger bidrager derfor til at vi er yderst effektive når vi er vågne.

Hvis tilstedeværelsen af disse hjernebølger fylder for meget i en længere periode, kan det dog have den negative effekt, at det kan bidrage til at skabe stress, rastløshed og angst. Det er her hjernen kører på højtryk og det opleves som umuligt at geare ned.

  1. Alpha hjernebølger 

    (8 -12 Hz)

Ved aktiveringen af alphabølger opstår der mental og fysisk afslapning. Disse hjernebølger er til stede ved dyb afslapning. Det er denne tilstand vi kan træde ind i når vi er i en let meditationstilstand eller trance/hypnose. Det er dog også herfra at vi dagdrømmer.

Evnen til at fantasere og visualisere øges meget her, samt kreativiteten. Udover dette øges også evnen til indlæring, bedre hukommelseslagring og opmærksomhed. Ligeledes er det i denne frekvens at du kan få adgang til det ikke-bevidste sind, heriblandt din intuitionsevne

  1. Theta hjernebølger 

    (4 – 7 Hz)

I denne frekvens befinder de fleste sig i en let søvnfase og under REM-søvnen (Rapid Eye Movement). Vedvarende meditationstræning (dyb meditation) kan bidrage til at man får muligheden for at aktivere disse hjernebølger, samtidig med at man er bevidst nærværende.

Det er grænsen mellem alpha- og thetafrekvenser der forsøges aktiveret i forbindelse med hypnose og meditation, idet den optimale frekvens for visualisering er ca i mellemområdet mellem alpha og theta, altså ved ca. 7-8Hz. Her er din krop i dyb afslapning, samtidig med at du er bevidst om dine omgivelser.

  1. Delta hjernebølger 

    (0-3 Hz)

Deltafrekvensen er præget af dyb søvn eller koma. Det er her den dybe og drømmeløse søvn finder sted. Den dybe søvn er utrolig vigtig idet der her aktiveres heling og regenerering af hele kroppen.

Manglende dyb søvn medfører oplevelsen af at være både fysisk og psykisk udmattet, selv efter lang tids søvn.

Back To Top